Hudsygdomme

Hvad er hudkræft - og forstadier hertil


I de senere år er tilfælde af modermærkekræft mere end fordoblet, og kurven stiger fortsat. Modermærkekræft er nu blevet den hyppigste kræftform blandt 15-34 årige kvinder, og den næst-hyppigste kræftform blandt unge mænd, skriver Kræftens Bekæmpelse på deres hjemmeside: Hudkræft. Hvert år registreres 1.350 nye tilfælde og mere end hver anden dag dør en dansker af modermærkekræft.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er almindelig hudkræft stadig Danmarks hyppigste kræftform, og knap 85.000 danskere har været i behandling for sygdommen. Har man én gang haft almindelig hudkræft, er der ca. 30 %. risiko for, at sygdommen dukker op igen et nyt sted. Heldigvis overlever næsten alle almindelig hudkræft.

Hudkræft kan dreje sig om:

  • modermærkekræft
  • basalcellekræft og 
  • forstadier til hudkræft (aktiniske keratoser)

Modermærkekræft viser sig oftest hos personer, som har mange brune pletter spredt rundt på kroppen. Det kan også opstå hos personer, som har været meget udsat for sol gennem årene og har udviklet brune pletter. Man kan selv opdage det, fordi en af pletterne forandrer sig, idet de er blevet mørkere, større eller er begyndt at klø. Da disse pletter imidlertid sidder spredt over hele kroppen, og ikke alle pletter er til at få øje på, er det en god idé at henvende sig til en hudlæge hvis man har mistanke om at en af pletterne har forandret sig. Hvis man har mange pletter, kan man med fordel gå til hudlæge en gang om året, så lægen kan følge, om en af pletterne forandrer sig. Modemærkekræft fjernes med kirurgi.

Basalcellekræft viser sig oftest hos personer, som har fået for meget sol gennem tiden. Basalcellekræft ligner en lille "bums", huden er forhøjet i området, det er ikke brunt, det kan væske af og til fra midten af området, ligesom fra en bums, men dog uden at man kan klemme noget ud eller fjerne det. Det kan være lidt rødt og eventuelt klø lidt. Basalcellekræft er ikke farligt, hvis det fjernes i tide, for så er risikoen for, at den vokser dybere ind i huden meget lille. Basalcellekræft kan enten fjernes ved kirurgi, laser eller ved fotodynamisk terapi (PDT).

Forstadier til hudkræft (aktiniske keratoser) ses på meget soludsatte steder på kroppen. Meget ofte i ansigtet, på kinderne, på tindingeregionen, og hos mænd med ikke så meget hår er issen meget udsat. Forstadier til hudkræft viser sig ved, at der er små områder på huden, 2-5 mm store, som er røde, skaller ind i mellem, og er lidt tørre og lidt ru at røre ved. De er ikke altid synlige, men de kan som regel næsten altid føles, hvis man fører fingeren let hen over området. Hos personer som har fået meget sol, ses de også på brystet, forsiden af underbenene og på oversiden af underarmene.

Forstadier til hudkræft udgår fra overhuden, og er derfor meget overfladisk beliggende, og er derfor også meget lettere at fjerne. Det er vigtigt, at de fjernes, da de ellers kan vokse ind i huden og give rigtig hudkræft (spinocellulært carcinom). Hvis man har mange forstadier, er den bedste behandling fotodynamisk terapi. Hvis der kun er en enkelt, kan man fjerne den med en laser. Det er også muligt at fryse aktiniske keratoser bort, men dette resulterer ofte i hvide ar i huden, da cellerne, som danner pigment, ikke kan lide at blive frosset og derfor dør af behandlingen.

 

Læs mere om: Forstadier til hudkræft/BCC

 

Undersøgelse for hudkræft


Hudcenter Mølholm ser alvorligt på udviklingen i hudkræft, og vil gerne være med til at forebygge og reducere antallet af hudkræfttilfælde. 

På Hudcenter Mølholm kan man få en gennemgang af huden fra top til tå. Alle pletter undersøges i et dermatoskop. I dermatoskopet ses hudens struktur, pigmenternes (hudens egne farvestoffer) beliggenhed i huden, blodkarrenes form og andre strukturer, som kan fortælle, om der er risiko for hudkræft.

Giver undersøgelsen anledning til mistanke om hudkræft, kan man enten gå til egen læge med henblik på videre behandling i det offentlige system, eller man kan få det behandlet på Privathospitalet Mølholm:

  • Ved mistanke om modermærkekræft vil modermærket blive fjernet og sendt til undersøgelse. Efter operation for modermærkekræft skal man gå til kontrol i de efterfølgende år, da der er risiko for, at det kan komme igen
  • Drejer det sig om basalcellekræft, fjerner vi det enten ved kirurgi i lokalbedøvelse, laserkirurgi eller fotodynamisk terapi (PDT)
  • Drejer det sig om forstadier til hudkræft (aktiniske keratose), kan vi behandle det med laserkirurgi eller fotodynamisk terapi (PDT)

 

Almindelige hudsygdomme


Hudcenter Mølholm kan hjælpe med behandling af hudsygdomme som for eksempel:

  • akne
  • ar
  • eksem
  • karsvulster
  • kartoffelnæse
  • kønsvorter
  • pigmentforstyrrelser / vitiligo
  • psoriasis
  • røde og brune modermærker
  • diagnosticering af særlige hudsygdomme